Led- og muskelsmerter
Mange kvinder oplever, at kroppen føles mere øm og stiv i overgangsalderen. Det kan være ledsmerter i knæ, hofter, fingre eller skuldre, eller en generel fornemmelse af muskelømhed og stivhed. Nogle vågner med en krop, der føles tung og ufleksibel, eller mærker at det tager længere tid at komme i gang om morgenen. Enkelte udvikler også frossen skulder, hvor skulderen bliver smertefuld og meget stiv i en længere periode. For nogle kan smerterne faktisk føles som begyndende gigt uden at have noget med gigt at gøre.
Hvorfor sker det?
Når østrogenniveauet falder, mister kroppen en del af den beskyttende effekt hormonet har på muskler, led og bindevæv. Østrogen har antiinflammatoriske egenskaber og hjælper med at bevare elasticitet i sener og ledbånd. Uden denne støtte kan der opstå stivhed, ømhed og inflammation. Fald i kollagen og ændringer i brusk kan gøre leddene mere sårbare, og muskelmassen falder gradvist, hvilket øger belastningen på led som fx skulderen. Det menes at være en af forklaringerne på, hvorfor frossen skulder er hyppigere hos kvinder i overgangsalderen. Dårlig søvn, stress og overvægt kan forstærke generne.
Hvad kan du gøre?
- Hormoner: Østrogen kan mindske ledsmerter og stivhed hos mange kvinder, fordi det dæmper inflammation og beskytter væv. Hos nogle kan lav dosis testosteron desuden støtte muskelmasse og styrke.
- Træning: Styrketræning og vægtbærende motion bevarer muskelmasse, støtter leddene og reducerer smerter på længere sigt.
- Livsstil: God søvn, stresshåndtering og antiinflammatorisk kost (fx fisk, grøntsager og fuldkorn) kan lindre generne.
- Praktiske råd: Varmetræning, strækøvelser og blide aktiviteter som yoga eller svømning kan øge bevægeligheden. Ved frossen skulder kan fysioterapi og tålmodig genoptræning være en hjælp.