Ændringer i menstruationen
De første tegn på overgangsalderen viser sig ofte i menstruationen. Men det behøver dog ikke at være sådan. Nogle kvinder har masser af symptomer, men stadig regelmæssig menstruation. Det er ofte dem der bliver afvist ved lægen og får at vide at "alt er normalt".
I den tidlige perimenopause kan blødningerne blive uregelmæssige – nogle gange tættere på hinanden, andre gange med længere pauser. I den sene perimenopause går der ofte længere tid mellem blødningerne, men når de kommer, kan de være både kraftigere og mere langvarige end tidligere. Til sidst ophører blødningerne helt, og når du ikke har haft menstruation i 12 måneder, er du i postmenopausen.
Hvorfor sker det?
Når æggestokkene mister deres funktion, bliver ægløsningerne uregelmæssige eller stopper helt. Hormonniveauerne svinger, og uden ægløsning kan livmoderslimhinden bygge sig ekstra meget op, så blødningerne bliver kraftigere og længere. I andre cyklusser stimuleres slimhinden slet ikke, og der kan gå lang tid mellem blødningerne. Til sidst falder hormonproduktionen så meget, at menstruationen ophører.
Hvad kan du gøre?
Hvis du har brug for hormonbehandling, findes der som udgangspunkt to måder at gøre det på:
- Med månedlig blødning: Du får østrogen hele tiden og progesteron/gestagen i en del af måneden. Det giver en månedlig blødning og bruges, mens du stadig er i overgang og endnu ikke helt færdig med dine egne menstruationer.
- Uden blødning: Her får du både østrogen og det andet hormon hver dag. Det bruges, når du er kommet helt i overgangsalderen, og det betyder, at du normalt ikke får blødning mere.